Fotografi
Maria Folmer Rasmussen
Jeg vil huske,
dig, der har opfyldt mig.
Huske dig,
før de onde dage
og svære år kommer,
før solen, lyset, stjernerne og månen
bliver mørke, og skyerne
kommer tilbage
efter regnen.
Please stay....
Jeg tænker på en måne...
​
Tænker på en verden i et digt
på en kilde
,
på en fantasme i støvet
...duften af kornmarkerne.....
Jeg så spillets uskyld
det var i den lange smalle gade....
De, der kender kærlighed...
Alle ved det.
Alle ved det- at du og jeg har set haven fra det kolde mørke vindue og plukket æblet fra den uopnåelig legende gren...
​
Vi så fantasiens fine linier...
..for at se, hvilken mægtig fylde tiden har fået her
Men at gå i stykker var hemmeligheden bag det perfekte væsen – i de mest foragtede brudstykker blev solen født....
... når jeg er med dig føler jeg ingen smerte.
For den eneste smerte er lykkens smerte...
Kan du ikke se?
Bedriften er at nå Solens lyse porte.
Og det er at strømme ind i lysets bevidsthed,
Og det er at se tiden dø ud-
i det frigørende vakum af rum....
Den elskedes karakter i en fortryllende myte...
Dette er ikke længere mig
Ikke længere mig
Oh spildte er de år jeg levede med "mig"
Jeg føler
Jeg ved
hvilket øjeblik
er bønnens øjeblik.
Jeg taler ud af natten
ud af mørkets dyb
og ud af nattens dyb taler jeg.
,
Forough Farrokhzad